Diverse

...

To tekster på udstillingen

Watch your language af Anders Bonnesen på Randers Kunstmuseum 2021

...

Modtager af Dansk Litteraturpris 2021

Indstiftet i 2019 af billedkunstner og forfatter Lars Christian Kræmmer

Fra pressemeddelelsen : 2022s første virkelige nyhed er indtruffet allerede på årets første dag:LITTERATURPRIS TIL ”SVARET KOMMER MED POSTEN”
Dansk Litteraturpris, 2021 går til: SIDSEL FALSIG PEDERSEN… for romanen ”Svaret kommer med posten” naturligvis. Fordi den burde rigtigt mange læse!
Sidsels udgivelser beskrives meget præcist på Forfatterweb.dk som ”virkelighedsnær realisme med surrealistiske elementer, og en tør humor kigger frem her og der”.
Komiteen bag årets pris er enig i den beskrivelse, og da dens medlemmer er helt oppe i den eksplosive del af Det Røde Felt af begejstring over hendes seneste, smukke, stilfærdige, minimalistiske og faktisk også temmelig sjove udgivelse på forlaget Epilog, må prisen denne gang uden så megen diskussion gå til hende. For bogen er en dybt mærkværdig, menneskeligt vedkommende og svært forglemmelig sag, er man enig om i ledelsen af Danmarks Litteraturpris.
Dansk Litteraturpris er – måske – på vej til at blive en institution i snævre dele af det litterære miljø her til lands. Prisen blev indstiftet i 2019 af billedkunstner og forfatterLars Christian Kræmmersom besluttede at give prisen det år til sin egen ”Hvide Pletter”, udgivet på eget forlag i stærkt begrænset oplag. Året efter gik prisen til vennen, forfatter og journalist Thomas Ubbesen, som havde talt pænt om netop ”Hvide Pletter”, for hans eget seneste værk: ”Vi var folket – møde med østeuropæerne 30 år efter murens fald” (Gyldendal 2019).
Årets pris uddeles ved en privat, stilfærdig og smagfuld ceremoni i Sidsel Falsig Pedersens ånd torsdag d. 6. januar i Lars Christians atelier på Nørrebro. Med prisen følger respekt, varme følelser samt et smukt, håndtegnet Artmoney diplom udarbejdet af billedkunstner Sussi Hauge.

Politiken 19.5 2020

50 år i dag.

Der er dage, hvor tilværelsen føles som en af hendes noveller.

Titlen på Sidsel Falsig Pedersens næste bog er den finurlige ”Svaret kommer med posten.” Og jo, man ville næsten ønske for hendes personer, at det forholdt sig sådan; at svaret, den endegyldige afklaring, det store ja eller nej var med i næste postombæring. For åh, hvor desavner retning, disse angstfyldte, famlende, tvivlrådige mennesker,som i få replikker og korte, ofte grotesk pointerede tekster afslører tilværelser på randen af store og små sammenbrud,identiteter uden den robusthed, livet i angstsamfundet tilsyneladede kræver.

Der er en klar forbindelse mellem den unge pige, der i Sidsel Falsig Pedersens debutroman ”En hel dags kærlighed,”(1997), siger: ”Jeg er født ind i et tomrum,” og den voksne kvinde, der i den seneste roman”Flora” (2016) fortæller om de stunder, hvor hun er ”tom indeni og ikke er nogen.”

Tomhed indeni eller tomrum udenom. En tur hos bageren hjælper i begge tilfælde, kagen bliver det hurtige sødmefulde svar. Uden man skal lægge noget skamfuldt i det, for Sidsel Falsig Pedersen fordømmer aldrig sine personer, hun er med dem i søvnløse nætter og svage øjeblikke.Som da kvinden i romanen ”Måske går det over,” pludselig føler sig ”for tung til sit liv” og lægger an til en ordentlig tudetur ved køledisken i supermarkedet, men så ligesom formår at gå i rette med sig selv: ”så går det jo ikke, så kommer man ingen vegne,” formaner hun. Og tager en dyb indånding.

De er nemlig tapre,Sidsel Falsig Pedersens personer, de ved, hvad der forventes af dem.Og de prøver. I den utrakorte novelle ”Flow” (fra ”Så må vise”) kæmper jegfortælleren eksempelvis med at komme op at stå og gennem døråbeningen. I går kunne hun, men ikke i dag, så nu ligger hun på soveværelsesgulvet og funderer. ”Det er lige før jeg har det udmærket,” tænker hun, men pligten, samfundet,virkeligheden, telefonen eller hvad det nu er, kalder inde fra dagligstuen: ”Livet er et flow, og det er ikke godt at gøre modstand, sådan har jeg forstået det.”

Sådan ”har hun forstået det,” ja, men om hun får rejst sig fra gulvet melder historien ikke noget om. Der er, fra tanke til handling, af og til et kringlet stykke vej fyldt med absurde situationer, livsløgne og kondenseret sprog.

Og man holder virkelig af Sidsel Falsig Pedersen for at dele ude af sin stadig mere forfinede indsigt i det at leve med desorienteringen som præmis i en tid, hvor det pinedød gælder om at have retning og mål.

Også derfor elsker jeg kvinden i ”Hestens fødselsdag”, hende, der kommer til at bide sin chef i armen og bravt må tage hvad deraf følger. Eller manden fra novellesamlingen ”Så må vi se”, der den sidste nat på hotelværelset, inden han og kæresten går hver til sit, får en ubændig trang til at lave englehop, nøgen, der midt i mørket: ”Jeger alt for sjældent nøgen. Jeg står længe ved vinduet, jeg håber nogen ser mig.”

Vi ser ham skam. Som vi ser Sidsel Falsig Pedersens øvrige personer, der farer angste og fortrøstningsfulde rundt i det store rablende orienteringsløb, vi også kalder livet.

Lise Garsdal

Beatrice prisen 2016

Tale for Sidsel Falsig Pedersen ved overrækkelsen af Beatrice-prisen i november 2016

Fortællingens sproglige vækkeur

Mon ikke de fleste kender oplevelsen af pludselig at lytte til hverdagens smalltalk og opdage,at vi siger meget mere end, vi tror og tænker? Hvis man vil have sit øre skærpet for de gedulgte hentydninger eller de foruroligende undertoner i hverdagens snik-snak, skal man unde sig at læse SidselFalsig Pedersens noveller. De er et sprogligt vækkeur, der morer og afvæbner læseren, men også gør én lidt bange både for sig selv og de andre.

En hel dags kærlighed – og andre fortællinger er titlen på et fyldigt udvalg af Sidsel Falsig Pedersens noveller, som udkom i foråret 2016, og tak for det, for her har hun samlet mange af de små, skarpe og rystende noveller, som hun har udgivet siden sin debut i 1997. Titelfortællingen, ”En hel dags kærlighed”,stammer fra debutbogen af samme navn og er en fortælling om en kvinde, der køber sig ind på et terapiforløb, hvor man en hel dag igennem får lov til at være en baby med kærlige forældre, der krammer og giver tryghed. Ja, man får tilmed en rigtig sut stukket i munden! Vi hører om, at der er en lang venteliste til babyterapien,og at den er ret dyr. Staten overvejer at give tilskud, siges det,til sådan et ophold i babyseng og babybad hos en mor og far, der bager pandekager, alt i alt ”En hel dags kærlighed”. Novellen erpå en gang uhyggelig, absurd og tragikomisk. Den former sig som en stadig mere urovækkende gestus, der peger på de følelsesmæssige afsavn, som kendetegner mange nutidsliv. Vi nøjes alt for gerne med narresutterne og kalder dem for kærlighed. Sidsel Falsig Pedersen er umådelig skrap til at fange sin samtids mennesker på det forkerte ben, hvor vi er på vej til at bedrage os selv eller hinanden. Inovellen ”Lige lange ben” (2000) sakker en ung kvinde hele tiden bagud i forhold til sin kæreste, når de følges. Hun siger, at han har længere ben end hun; men han mener at kunne bevise, at det ikke er tilfældet. Han har nemlig målt hendes ben, mens hun sov, og nu vil han lære hende sin særlige gangart! Den lille sære historie om ben og gakkede gangarter bliver en allegori over, hvordan man kan praktisere magt og afmagt i et parforhold, og måske ryste overgreb af sig med smalltalk. Falsig Pedersen dyrker mesterligt komikken og absurditeterne i vores snik-snak, men hun tager også fat i tragikken, som når en kvinde i novellen ”Regn” på vej til undersøgelse hos lægen bliver ved med at ville have sin mand til at sige, at han ikke forlader hende, hvis det viser sig, at hun er alvorligt syg. De begynder at strides om ordet ”tro” – for det er ikke godt nok for hende, at han tror, at han ikke vil forlade hende, men til slut er det hende, der må erkende, at hun tror, at han ikke vil forlade hende. De ender med sammen at gå videre.

SidselFalsigs foreløbig tre romaner, Måske går detover (2012), Hestens fødselsdag (2014)og Flora (2016) lykkes også i deres umådeligt flot beherskede balancegang på kanten af følelser og tilspidsede hverdagssituationer. Romanen Måske går det over skildrer en ung kvinde og hendes forhold til sin kæreste. Hun har været ude for e t pludseligt dødsfald på sit arbejde og er sygemeldt på grund af angst. Måske kan hun komme tilbage til sit liv, måske forbliver hun i en angsttilstand, fanget i den tosomhed, hun og kæresten har skabt omkring sig. Romanen dyrker en antydningens kunst, som gør læseren mere og mere usikker på den unge kvindes og den unge mands forhold,handlinger og motiver. En anelse om mærkelige og skjulte intriger holder læseren fast i det uvisse.

Hestens fødselsdag (2014) har atter en navnløs kvinde som sin hovedperson, men romanens stemning og anslag er et ganske andet end i den forrige roman. Kvinden har mistet sit job, da hun bed fra sig og bogstavelig talt satte tænderne i sin ubehagelige chefs arm. Også hendes parforhold er gået fløjten. Hun får i stedet et rengøringsjob i en forlystelsespark befolket af eksistenser, der er ligeså sære som hun selv, og en ny kæreste kommer også til. Forlystelsesparken er en verden af både lys og mørke: på den ene side er parken skæg og ballade, og som arbejdsplads er den fri for konformitet, djøfferi og new speech. På den anden side færdes kvinden i parken, når den er lukket og beskidt, og hun ser, hvordan der i slikboden er hængt sedler op til de ansatte: ”Husk at smile”og ”Spis ikke af slikket”. Og måske ligger der faktisk døde folk under det mørke stof i spøgelsestoget, der både er forfaldent og møgbeskidt? Hestens fødselsdag er slet og ret noget så særligt som en meget morsom roman om en lammende angst og psykisk elendighed. Men måske er det røde udslæt, kvinden lider af, et tegn på hendes nye evne til at mærke livet, og den broche, hun finder og gør til en gave til en ukendt, repræsenterer også en slags håb. Udtrykket ”hestens fødselsdag” refererer til smørrebrød, lavet af tykt,groft rugbrød og er et udtryk, der bruges blandt forlystelsesparkens folk. Det er svært at spise sådan en mad, og kvinden er lidt til grin, når hun tager den op af madkassen. Kvinden tænker ved sig selv, at hun ikke vil være hende med hestens fødselsdag: ”jeg vil være en anden, mere elegant type, én med skiveskåret rugbrød i madpakken”. Som læser både griner og græder man, når kvinden til slut nærer håb for sin fremtid ved at tænke på at hun er ved at få styr på rengøringskludene, og at hun måske vil tillade sig at tage en gulvmoppe med hjem en dag, så hun får et lille forspring i den kamp om de gode mopper, som altid er i gang blandt kollegerne.

SidselFalsig Pedersens nye roman, Flora (2016), samler flere af forfatterskabets motiver. Vi mindes igen om underbetydninger i samtaler og samvær mellem mennesker, og oplever, hvordan hverdagsbegivenheder på to unge tvillingekvinders rejse til Sydenbegynder at virke surrealistiske. De to unge kvinders forhold er konfliktpræget; de kæmper om den samme kæreste og omfortolkningsretten til følelseslivet, som når de taler om og tænke over at være forelsket:

Rosa siger, at forelskelse er et udbrud, det sker når man er parat. Det er ikke hende der har fundet på det, hun har det fra en italiensk sociolog. Hun siger at man skal benytte sig af at alle døre er åbne, både i den anden og i en selv, og man skal gå på opdagelse før det hele lukker til igen. Jeg forstår ikke hvad hun mener, jeg synes at alting allerede er åbent inde i mig, et stort tomt rum uden døre.

SidselFalsig Pedersen mestrer sproget og mestrer hverdagslivets kunst.Hendes værker har humoren og foruroligelsen i baghånden. Hun er en fin fortæller.

Anne-Marie Mai

Harald Kidde og Astrid Ehrencron-Kidde og Jens Peder Jensen Kjærgaard og hustrus fond

Tale til Sidsel Falsig Pedersen ved overrækkelse af Harald Kidde ogAstrid Ehrencron-Kidde og Jens Peder Jensen Kjærgaard og hustrusfond, 16.06.2016

Så lad det være mig

Jeg er så glad for, at jeg får lov til at holde denne tale og sige tillykke til Sidsel Falsig Pedersen, som er en forfatter, jeg harfulgt lige fra debuten – for lige om lidt 20 år siden (En hel dags kærlighed,1997). Og jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor ikke endnu flere kender hendes fantastiske forfatterskab. Men i år skal det heldigvis fejres, det skal det i dag, hvor Sidsel Falsig Pedersen får Harald Kidde og Astrid Ehrencron-Kidde og Jens Peder Jensen Kjærgaard oghustrus fond”, og det skal det til november, hvor hun tildeles BeatricePrisen af Det Danske Akademi.

Hvem er jeg? Det spørger vi os selv om ind i mellem, og så svimler det lidt. Men for det meste lever vi bare, uden at mærke den store eksistentielle undren. Vi har så at sige vænnet os til os til at leve med de selver, vi nu engang er blevet.

Men:Jeg kan huske følelsen af, som ganske ung at gå ned ad Strøget ogse alle de muligheder, man kunne være. Skulle jeg være sådan en,der gik i sort tøj og var sej, eller skulle jeg hellere være en romantisk boheme i lange gevandter? Eller hvad med en mere intellektuel type? Efter en sådan vandring var jeg udmattet, og helt tom indeni over valgenes uoverskuelighed.

Jegtror, det er en lignende primær usikkerhed, som jeg møder hos Sidsel Falsig Pedersen, og som hun er så eminent til at sætte ord på. Hendes personer kan have virkelig svært ved at finde ud af,hvem de er, og de kan have endnu mere svært ved, at udholde, hvisder blev sat et forkert ord på – hvis man tænker over det, så er det et ret anstrengende sted at være. Alle de detaljer, man skal have styr på for ikke at ryge i den forkerte kategori, f.eks. som hende, der fejrer hestens fødselsdag:

”Til frokost ved jeg ikke om jeg skal være glad når nogen kigger eller om jeg skal tænke: Hvad glor du på. Studenten siger ikke noget ommit hår, hun er optaget af at fortælle om noget der står i gratisavisen. Om at jorden måske går under om et par dage, og at det er der mange der tror på. Hun kigger på min rugbrødsmad mens jeg tager en bid, jeg prøver at skærme med hånden.

”Hvorfor køber du ikke bare skiveskåret? ” spørger hun. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, jeg har aldrig set det som en mulighed.

”Eller du kan måske godt lide sådan nogle humpler?”

”Nej,”jeg ryster på hovedet. Jeg vil ikke være hende med hestens fødselsdag, jeg vil være en anden, en mere elegant type, én med skiveskåret rugbrød i madpakken. ”

Når man hører undervisere i skrivning tale om karakteropbygning, så handler et af punkterne om, at der skal være noget, der driver protagonisten, der skal være noget, de vil, de skal have et projekt.

Måske har Sidsel Falsig Pedersen siddet til sådan et foredrag og tænkt: Det skal være løgn. Og så er hun gået i gang med Hestens fødselsdag,som er titlen på hendes seneste roman fra 2014.

Hovedpersonen ved ikke, hvad hun vil, og hun ved heller ikke, hvem hun er, hun har ikke engang et navn, alligevel ender man som læser med lige præcis at kende hende godt nok til at elske hende ret højt.

SidselFalsig Pedersens personer er den del af os, der går rundt og undrer os over, hvor det egentlig er, alle de andre har fundet spillereglerne. Hvad er det, de andre ved, som vi er blevet forbeholdt? Hvordan kan det være, at livet for andre kan se så ubesværet ud?

SidselFalsig Pedersen sætter det på spidsen. Hvor absurd er det lige at sidde og overveje, om man skal stemple sit kort, inden man kaster sig ud på skinnerne? Og – hvis man nu alligevel ikke kaster sig ud på skinnerne, er det så ikke virkelig for dårligt, at man har spildt en hel dag med at sidde der og forestille sig, at man ville gøre det? Damned if you do, damned if you dont.

Detville jo være fedt, hvis man kunne blive skrevet op til et rigtigt liv, ” Altså et af dem med arbejde og venner og fast bolig, sådan et hvor man holder middag og snakker om ugen der gik.” (novellen ”Liv”,Ejerskifte)

Spørgsmålene er altid mange, når man læse Sidsel Falsig Pedersens tekster. Hun kan lide åbne begyndelser, hun giver ikke ved dørene og forklare ros, hvem der er hvem, tværtimod ved hun, at en del af læseoplevelsen er, at læseren fra at have haft en masse løse brikker svævende for sit indre blik slutteligt ser dem falde på plads i en form for mønster.

”Han lader hende køre hans bil, det undrer mig. Jeg vidste ikke det var hende i supermarkedet, men jeg lagde mærke til hende alligevel, jegså hende stå i den anden ende af vinafdelingen, jeg kom gående modhende og hun stod og læste på en etiket, jeg lagde mærke til hende, men jeg ved ikke hvorfor.”

Sådan begynder en af Sidsel Falsig Pedersen noveller fra samlingen ”Så må vi se” fra 2008. Hvem er det, der kører i hvis bil, og skulle der ikke have stået sin, og ikke mindst, hvem er den fortæller, derer så optaget af den kvinde, som hun ikke kender, men alligevel drages af?

Sidsel Falsig Pedersens fortællere virker så direkte og fortæller tilsyneladende altid lige ud ad landevejen, her altså om at møde enkvinde i et supermarked, som man bagefter finder ud af, hvem er.

Men,så alligevel: ”Jeg vidste ikke det var hende” siger hun, men hun læggermærke til den kvinde,hun må have været ret tæt på for at kunne se, at kvinden studerer en etiket, siden tager hun selv den samme slags vin i sin kurv.

Der stikker altid noget under, en dagsorden, som måske ikke engang er erkendt af fortælleren selv, men det er meget karakteristisk forSidsel Falsig Pedersens fortællere, at deres tale afslører mere om dem selv, end de selv er klar over.

Men hvem er det så, der kører i den bil? Det er naturligvis fortællerens exkærestes nye udkårne, som har fået lov at køre ihans bil – vi forstår nu, hvem der ikke havde lov til det! Som en sidste tort ser vores meget skarptsynede fortæller, at kvinden i bilen har en kiks i munden – ”Hun ved åbenbart ikke at han ikke kan lide krummer i bilen”.

Som teksten skrider frem, og som den slutter, bliver det tydeligt, at fortællerens tilfældige møde med den anden kvinde. ikke er så tilfældigt endda, tværtimod har hun lavet en del research i hendes fortid: ”Jeg har lyst til at køre hans kæreste over. Hun har ingen børn, hendes mor er død, det kan vel ikke gøre så meget.”

I den her lille fortælling om at være indebrændt, jaloux og forsmået, at lure på den nye for at se, hvad det er, hun har, somman ikke selv har, samtidig med at man lader som om, at det slet ikke er det, man gør, rammer Sidsel Falsig Pedersen ned i nogle følelser,de fleste af os vil genkende. Hun gør det elegant, hun gør det, såder er plads til dig som læser i fortællingen, og hun går hele vejen helt ind i det ubærlige.

Sidsel Falsig Pedersens noveller og romaner er helt hendes egne. Men skulle man finde et muligt slægtskab, tror jeg, det er hos Peter Seeberg. Ligesom han fanger Sidsel Falsig Pedersen det absurde i tilværelsen uden at blive ond eller kynisk. Som han går hun heller ikke op i at få alle detaljerne om personernes liv og færden med, de er i langt højere grad eksponenter for tilstande. Ligesom han har hun den milde humor, der får selv det mest absurde til at træde frem i et forsonende skær.

IPeter Seebergs novelle fra samlingen Eftersøgningen fra 1962, den der hedder ”Patienten” skriver han om en mand, der får fjernet det hele, først benene, så armene, lungerne, nyrerne,tarmsystemet, hjertet, og slutteligt hovedet:

”Lægerne har sagt, at jeg i virkeligheden har et jernhelbred, og jeg giver dem ret. Jeg er ukueligt sund, svækkelsen har kun ramt et lille bittested. Når jeg engang er gnavet væk og kastet bort, skal jeg stadig være til stede.

”Kan du kende mig,” siger jeg hver dag til min hustru, når hun kommer.

”Ja,det kan jeg da,” svarer hun og stryger mig over håret.

”Elsker du mig”, hvisker jeg, for jeg vil gerne vide det hver dag.

”Jeg elsker dig mere end nogen sinde,” siger hun mildt hver dag.

”Men du kan ikke se mig,” siger jeg så højt, stemmen kan bære mig.

”Jo”,siger hun.

”Nej,ikke rigtigt,” siger jeg, ”det kan du ikke forstå. Jeg er større, end du tror, hvad du kan se, er slet ikke mig.”

”¨Åh jo,” græder hun, ”det er dig. Det er dig.”

”Så lad det være mig,” siger jeg.

Hver dag.”

Så lad det gerne være mig. Der hver dag fejrer hestens fødselsdag. Det skiveskårne bliver alligevel hurtigt tørt.

Tillykke til dig, Sidsel Falsig Pedersen

Mai Misfeldt

En hel dags kærlighed

Efter roman af Sidsel Falsig Pedersen

Dramatisering, Instruktion, koreografi og scenografi: Ulla Koppel

Musik: Anders Koppel

Skuespiller: Christine Kjærulff

Krudttønden København

Urpremiere: 27.10 1998

Repremiere: 12.1 1999

”Smukt teaterarbejde i grænselandet mellem performance og traditionelt monologteater ...Historien om den unge kvinde og den store, ødelæggende ensomhed løber som koldt og klart kildevand ned ad ryggen, filtreret for sentimentalitet og forsødende medlidenhed i Christine Kjærulffs nøgterne og smukke fremstilling. … Ulla Koppels scenografi af klare snit og hårde geometrier skærer kroppen over, skjuler dele og fremæver andre, når pigen springer omkring. Den arbejder, lige som hendes instruktion og Anders Koppels musik, optimalt sammen med teksten og skuespilleren om at vise det krampagtige og golde projekt det kan være at skabe sig et liv. Den barokke humor har samtidig sneget sig ind på scenen , og hiver forestillingen op af den flade sygejournal, en mere traditionel, velmenende monolog ellers let kunne hænge fast i.”

Lise Garsdal, Politiken

”Vanvittig og overbevisende teatermonolog over Sidsel Falsig Pedersens debut-roman 'En hel dags kærlighed' … Hvad denne lille, sære opsætning byder på af enkelhed, står i fin modsætning til den psykologisk komplekse hovedperson hovedperson Flora, der med mekaniske bevægelser, forståelse og humor spilles af Christine Kjælrulff. ”

Signe Lindskov Hansen, Information